Sofie Hviid Vinther

Hva jobber du med?
Jeg foretrækker at sige at jeg arbejder med installation og skulptur, da det er lidt flydende.
Tekstil har en særlig plads i min praksis. Jeg har haft det i hænderne siden jeg var lille, hvor min mor og bedstemødre lærte mig at sy. Det er et materiale jeg let kan drømme i, teste og skalere op. De seneste år er tekstilet blevet en medarbejder til andre materialer som eksempelvis pap, tekst, tryk, video og metal.

Hva inspirerer deg?
Mange ting kan blive til inspiration for mig. Jeg er glad for industri, håndværk og når mennesker fortæller om deres arbejde, nørderi eller nicher. Inspiration er mest noget jeg falder over og ikke nødvendigvis opsøger, det kan være alt fra en udstilling, fundne genstande, reklameplakater, et butiksvindue, ‘how it’s made’-videoer, RuPauls Drag Race, dokumentarer, scenografi fra tv-serier og kostumer fra film.

Hvordan vil du beskrive din kunst og ditt kunstnerskap?
Til nu har den været ganske personlig. Jeg har brugt mig selv og min baggrund som en indgangsvinkel til at udforske betydningen af arbejde, håndværk, systemer, hierarkier, og klasse. Mit arbejde bliver til med lige dele alvor og humor, som eksempelvis i udstillingerne
‘Fresh Sweat & Towel Ties’ og ‘Give me a break’ som bestod af rekvisitter til usynligt arbejde. Samt videoværket ‘Opvasken’ som er både en hyldest til min familie og en refleksion eller sammensmeltning af mit arbejde med kunst og mine familiemedlemmers arbejdsfunktioner.
I mine værker ønsker jeg at alle har en mulighed for at spejle sig, enten i tema, materiale eller form. Mine værker har som regel en stærk relation til kroppen, jeg har arbejdet meget med uniformer og værktøj med referencer til forskellige erhverv, i forsøg på at bygge bro mellem arbejdsfunktioner der kan være langt fra hinanden.

Hvorfor ble du boende der du bor?
Jeg havde det rigtig godt da jeg studerede her og var nysgerrig på om det grundet studiet eller byen, så jeg besluttede mig for at blive og se. Jeg opdagede at det sunde kunstnerfællesskab var forankret i byen, kunstnere hepper på hinanden og hjælper hinanden. Det er stort, i et felt som er bygget op omkring dårlig økonomi og i konstant konkurrence. Jeg ville ikke kunne være kunstner særlig længe uden det fællesskab.

Hva er det beste med miljøet og stedet?
At jeg aldrig føler mig alene, jeg ved hvor jeg skal gå hen hvis det bliver vanskeligt.

Hva savner du i det lokale kunstmiljøet?
En større stabilitet i studio-situationen, det ville gavne ikke bare kunstnerens arbejdsmiljø men også kvaliteten på den kunst der forlader studioet. Det er stressende med usikkerheden, dyrt at flytte og tidskrævende at finde sig til rette. Jeg kan mærke en kæmpe forskel efter jeg var så heldig at kommeind på usf verftet, flere steder som dette!

Hva jobber du med for øyeblikket?
Akkurat nu er jeg ved at færdiggøre en udstilling til Tekstilindustrimuseet i Salhus, som åbner 1. marts 2026. Udstillingen er skabt i dialog med fabrikken, dens historie og hvad tøjindustrien er i dag. Det vil blive en installation der blander tider fra industrien og bygges som en scene hvor det er usikkert om man står midt i en byggeplads eller i en ruin. Efter udstillingen skal jeg færdiggøre min første udsmykningsopgave, der skal op i Nygårdsparken i Bergen. Som en del af projektet Kvinner på sokkel, skal jeg lave monumentet til ære for Torborg Nedreaas. Det bliver en skulptur af to forbundne hænder, støbt i hvid beton og overfladebehandlet fra ru sandblæst til blankpoleret. Alt er nyt for mig i denne proces, jeg er lige dele taknemmelig, spændt og angst. Parallelt går jeg og drømmer om fremtidige projekter og samarbejder, som jeg ønsker mig tid til at teste og udforske.

Hvilke ambisjoner og planer har du for fremtiden?
At leve af at lave kunst, altid. At få mulighed for at udstille større projekter og i større institutioner. At kunne arbejde hårdt uden at blive syg. At blive mere tryg i det ustabile. At finde balancen mellem det private og professionelle.

Til slutt: hvilken kollega av deg fortjener mer oppmerksomhet?
Dan Brown Brønlund og Tine Adler Jørgensen, som har været mine absolut tætteste kollegaer siden jeg flyttede til Bergen. Jeg er uendelig glad for at kunne dele processer, drømme og ikke mindst op-og nedture med dem. De er udover at være mine venner, hypemen og sparringspartnere også pisse dygtige kunstnere som jeg virkelig syntes fortjener mere opmærksomhed, så flere kan blive kendt med
deres vilde kunstnerskaber og universer.